1900-tallet
Wittgenstein
Heidegger
Sartre
Habermas
Derrida
Eksistentialisme
Eksistensfilosofi handler om den menneskelige eksistens, og kan spores tilbage til det antikke Grækenland. Et fællestræk ved de forskellige former for eksistensfilosofi har været forsøget på at forstå det særlige ved den menneskelige måde at være til på. Enhver form for eksistensfilosofi har betonet det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til sig selv og sin omverden ved at vælge eller undlade at vælge blandt de muligheder der foreligger.
Den moderne eksistensfilosofi fik sin første udformning hos Kierkegaard, men også Nietzsche og Heidegger kan betragtes som eksistensfilosoffer. Den eksistentialisme, som først og fremmest forbindes med Jean-Paul Sartre, bygger videre på denne tradition, men forholder sig afvisende over for det religiøse aspekt, som prægede Kierkegaards forofatterskab.
Frankfurterskolen
Frankfurterskolen er ikke nogen egentlig filosofisk skole, men en fællebetegnelse for en række filosoffer med tilknytning til Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, Tyskland. Instituttet blev oprettet i 1924 af en række marxistisk orienterede intellektuelle. Nogle af de mest kendte fra denne kreds er Max Horkheimer og Theodor W. Adorno udover Herbert Marcuse og Jürgen Habermas.
Det var instituttets erklærede hensigt at videreudvikle den marxske teori, at forske i arbejderbevægelsens historie og at gennemføre en marxistisk samfundskritik.
Instituttet blev lukket af nazisterne og kredsens medlemmer tvunget i eksil i 1933. De vendte først tilbage til Frankfurt i 1949.
Ligesom eksistentialisterne (Sartre og Camus) forsøgte de to ledende filosoffer ved instituttet Horkheimer og Adorno at forene deres synspunkter om individets frihed med individets ansvar. Det var tanker, som de allerede under eksilet i USA var begyndt at skrive om i fællesværket Oplysningens dialektik, 1944, der blev et meget betydningsfuldt værk i efterkrigstiden, specielt efter genudgivelsen i 1969, hvor det især inspirerede studenteroprørets ideologiske synspunkter.
Et centralt udgangspunkt for Frankfurterskolens såkaldte kritiske teori, var forsøget på at forklare, hvordan den historiske udvikling på én gang kunne kunne føre til fremskridt på det samfundsmæssige plan og medføre elendighed, ufrihed og undertrykkelse på det individuelle plan. Svaret var, at i det kapitalistiske samfund bliver mennesket undertrykt og tingsliggjort i produktionsprocessen af hensyn til kapitalens profitmaksimering. I forsøget på at beherske naturen og frigøre sig fra naturtvangen er mennesket selv blevet behersket. Naturtvangen er blevet til samfundstvang. Kritikken måtte derfor blive en kritik af ethvert system, der var styret af den instrumentelle rationalitet, hvad enten systemet var filosofisk, videnskabeligt eller socialt og politisk.
Ifølge Horkheimer og Adorno er den positivistiske idealforestilling om en værdifri videnskab en illusion. Det er nemlig i praksis umuligt at løsrive det erkendende subjekt og dets interesser fra den objektive virklighed, som skal erkendes: Enhver erkendelse bunder i en interesse i at erkende noget bestemt. Også derfor skal empirisk forskning vejledes og styres af kritisk samfundsmæssig refleksion, en filosofisk metode der vedvarende forholder sig med en kritisk distance til de såkaldte positive, empiriske 'kendsgerninger'. Ellers vil forskningen blive reaktionær, blind og perspektivløs. Det gælder bl.a. om at finde frem til de værdiforestillinger, der er skjult bag "objektivitetens" overflade.
Periodens Filosoffer
Sprogfilosofi
Moralfilosofi
Hermeneutisk Fænomenologi
Fænomenologisk Moralfilosofi
Eksistentialisme
Frankfurterskolen
Videnskab, Fejlbarlighed og Objektivitet
Politisk Filosofi og Etik
Poststrukturalisme, Dekonstruktion
Eksistentialisme
Jean-Paul Sartre (1905-1980)
Det var Jean-Paul Sartre, der bragte selve betegnelsen eksistentialisme på banen efter 2. Verdenskrig. Det skete gennem et foredrag med titlen Eksistentialisme er en humanisme fra 1946. Foredraget var et forsvar mod den kritik, der var blevet rejst imod Sartres første hovedværk, Væren og Intet, 1943. I foredragets populariserede form havde hans tanker en forbavsende gennemslagskraft, og banedede vejen for, at Sartre de næste 30 år blev en af de mest indflydelsesrige filosoffer i Europa. Sammen med vennen Albert Camus (1913-1960) står han som den centrale filosof i eksistentialismen i Europa.
Eksistentialismen udsprang af de moralske dilemmaer, som var blevet tydelige under 2. Verdenskrig i forholdet til nazismen og kendskabet til koncentrationslejrene og amerikanernes brug af atombomber over Japan. Der var rig anledning til at fokusere på spørgsmålene om den menneskelige frihed og det moralske ansvar.
For at nå frem til en bestemmelse af det særlige ved menneskets væremåde tager Sartre i Væren og Intet, med inspiration fra bl.a. Husserl og Heidegger, udgangspunkt i fænomenologiens intentionalitetsbegreb. Bevidsthed er først og fremmes bevidsthed om noget. Bevidstheden er sammensmeltet med sin genstand. Mennesket væren er som udgangspunkt en i-verden-væren, siger Sartre. Det vil sige, at alle kendsgerninger i min verden kommer til syne som kendsgerninger-for-mig og altså ses i lyset af, havd jeg er i færd med.
Menneskelig eksistens er intentionalitet, dvs. en rettethed mod muligheder, som vi stræber efter at virkeliggøre. Det er med andre ord ikke kendsgerningerne, der determinerer min bevidsthed, hævder Sartre, men min bevidsthed, der tildeler kendsgerningerne den ene eller anden bestemte betydning. Mennesket er således ikke anbragt i en faktisk virkelighed (fakticitet), men forholder sig altid til den på den ene eller anden måde ud fra sine forventninger og planer. Eller som Sartre formulerer det i Eksistentialisme er en humanisme: "det, vi forstår ved at ville, er en bevidst afgørelse, som for de flestes vedkommende finder sted senere end det, man har gjort sig selv til."
Ud fra denne position kritiserer Sartre enhver kausal-deterministisk menneskeopfattelse, altså betragtningsmåder, der går ud på, at mennesket er bestemt af udefra kommende årsager. Mennesket er hverken et resultat af ydre eller indre påvirkninger. Mennesket skaber sig selv, og kan på den måde gøre sig fri af arv og miljø. Det tvingende ved fortiden ligger i, at jeg vælger at underlægge mig dens tvang. Hvad et menneske bliver eller er blevet, er udtryk for dets grundlæggende, frie valg af, hvorledes det har valgt at leve sit liv.
Hvordan et menneske forholder sig til sig selv og sin egen eksistens, bliver afgørende. Udefra set deltager mennesker i et eller andet samfundsmæssigt rollespil, de bliver tingsliggjorte. Indefra set kan det enkelte menneske derimod ikke betragte sig kun som ting. Det er mere end den rolle det spiller. Ifølge Sartre, kan jeg som menneske til enhver tid forholde mig frit til enhver situation og bryde ud af de roller, som samfundet har pålagt mig eller jeg selv har påtaget mig. Jeg har altid mulighed for at forholde mig til fortidens og omverdenens bindinger og må dermed også påtage mig ansvaret for mine valg.
Da mennesket er det, som det gør sig selv til, betyder det, at mennesket vælger og selv skaber sine moralske værdier. Der er ifølge Sartre ingen almengyldig moral, der kan angive, hvad man skal gøre. Det der kvalificerer et etisk valg, er den lidenskab og det engagement, hvormed det enkelte menneske frit vælger. Alligevel hævder Sartre, at det enkelte menneske ikke kun har ansvar for sin egen eksistens. Gennem de frie valg, som det enkelte menneske foretager, viser det nemlig over for alle andre, hvad det selv anser for at være godt og værdifuldt, og demonstrerer dermed sin subjektive opfattelse af, hvad der skal gælde som en almengyldig norm.
I sit andet store filosofiske hovedværk, Kritik af den dialektiske fornuft, 1960, viderefører Sartre sit eksistentialistiske synspunkt, nemlig at det i sidste instans er mennesket selv der konstruerer den menneskelige virkelighed. Men her drejer han synsvinklen fra det enkelte individ hen imod den fælles sociale og historiske verden. Målet er via en politisk-filosofisk "at genvinde mennesket i marxismens indre".
Ifølge Sartre har historien en fornuftsstruktur, som udvikler sig i en uafbrudt og uafsluttet bevægelse. Fornuftsstrukturen skal ses som de processer, der opstår af den menneskelige praksis gennem de enkelte menneskers vedvarende forsøg på at skabe en helhedsforståelse. Den historiske udvikling er et resultat af menneskers interesser og handlinger i en fælles social verden. Den er som Sartre ville udtrykket det, forankret i subjektiviteten. Der eksisterer således ifølge Sartre ikke nogen objektiv ånd (Hegel) eller objektiv kraft (Marx), som driver historien fremad.
Den menneskelige verden er således en verden, der på forhånd er fyldt med betydninger og interesser, som mennesker i historiens løb indlagt i den. Vi må derfor forholdes os til den konkrete verden i vores egen praksis. Det etiske og politiske problem ligger i spørgsmålet om, hvor langt det enkelte individs frihed til at tilgodese sine egne interesser går i forhold til andre menneskers tilsvarende frihed. Dette kan uden tvang, kun løses ved at vi som enkeltpersoner frivilligt forener os i en helhedsskabende praksis og samarbejder omkring virkeliggørelsen af de fælles mål.
Hannah Arendt (1906-1975)
Hannah Arendt er en tysk-amerikansk filosof, der var elev af Martin Heidegger og Karl Jaspers. Hun betegnede sig selv som politisk teoretiker, og var inspireret af eksistentialismen.
Hannah Arendt emigrerede som jøde til Frankrig i 1933 og videre til USA i 1941, hvor hun blev statsborger i 1950, og efterfølgende underviste på flere universiteter. Bl.a. udgav hun flere bøger omhandlende den moderne totalitære stat væsen, nazismens og stalinismens fællesstræk og antisemitismen i Europa. I bogen Eichmann i Jerusalem, 1963/2008 giver hun et kontroversielt portræt af den tyske krigsforbryder, hvor hendes kritik af retssagen imod Adolf Eichmann og hendes omtale af jøders medskyld i udryddelsen af jøder vakte voldsom vrede i jødiske kredse.
Arendts filosofiske bidrag bestod i at vise, hvordan mennesker udfolder sig som politiske væsener, når de handler og dømmer. Det eksistensfilosofiske element i Arendts tænkning betoner, at man må tage sig selv og sine opgaver op på en ansvarlig måde, dvs. ud fra en forståelse af egne handlingers betydning i andre menneskers liv. Frihed, handling og tale er personlige kapaciteter, hvorigennem vi erfarer vores egen afhængighed af andre. Enhver handling forudsætter et individ, der kan vælge og dermed gøres ansvarlig for sine handlinger, men dette samme individ er samtidig formet af fællesskabet ved i forståelsen af sig selv at være formet af andres synspunkter og bedømmelser. I følge Arendts opstår og trænes den politiske dømmekraft i en samtale, hvor der tænkes og tales konkret, og hvor man forsøger at undgå generaliseringer. For når der tales konkret, forstår man at forholde sig til både lidelse og lykke i den andens liv, og til sin egen andel heri.
Simone de Beauvoir (1908-1986)
Simone de Beauvoir er fransk forfatter og eksistensfilosof, der bl.a. samarbejdede med og var tæt knyttet til Jean-Poul Sartre. Ud over en righoldig produktion omhandlende etik, feminism og politik er hun også kendt for sin litterære virksomhed.
Blandt hendes filosofiske bøger er de mest kendte Det andet køn (1949/1965), som 1970'ernes kvindebevægelse gjorde til teoribogen om den historisk bestemte undertrykkelse af kvinder, og Alderdommen (1970/1983) om samfundets tilsidesættelse af de ældre.
Den mest kendte og roste af de Beauvoirs romaner er Mandarinerne fra 1954, der handler om de de franske intellektuelles ('mandarinernes') ansvar i samfundet samt kærlighedens og kvindens stilling i årene under og efter 2. Verdenskrig.
Albert Camus (1913-1960)
Albert Camus er en fransk forfatter og eksistensfilosofisk tænker. Han er født i Algeriet og slog sig i 1940 ned i Paris, hvor han deltog i modstandsbevægelsen. Men han fastholdt til sin tidlige død i en bilulykke i 1960 en ideologisk og politisk uafhængig humanisme, der i høj grad er vævet ind i hans skønlitterære forfatterskab.
Camus' udgangspunk var oplevelsen af livets meningsløshed, dets absurditet, uden Gud og absolutte værdier, men med et moralsk ansvar for den enkelte.
Det er som romanforfatter Camus har ydet sin mest original indsats. Den fremmede, 1942/2002 betegnes som en revolution i fransk litteratur, bl.a. ved at vise fremmedgørelse gennem selve romanens fortælleform. Efter Pestens, 1947 allegoriske beskrivelse af egoisme, straf og solidaritet kulminerede forfatterskabet med Faldet, der i original form fremstiller myten om den vestlige civilisations totale skyld: Det moderne menneske stiller sig retfærdigt og angerfuldt an, men søger i virkeligheden blot bekræftelse på egen selvgodhed.
Absurditeten, der primært udforskes i Sisyfosmyten, 1942/1960, udspringer ifølge Camus af en grundlæggende fremmedhed over for verden, der udelukker alle objektive tilværelsesforklaringer. Mennesket kan kun finde en mening med sit liv ved illusionsløst og på eget ansvar at skabe den i det subjektive oprør mod de vilkår, det er underkastet. Det gælder om at leve mest muligt, men som han senere skriver i Oprøreren, der først udgives i 1964, skal det være i samhørighed med andre mennesker.
Camus beskæftiger sig ofte med magtens og frihedens grænser, og hans styrke er i hele forfatterskabet at se uløselige og tragiske konflikter i øjenene. For ham selv blev Algeriets frihedskamp (1954-62) en sådan tragedie, der anes bag flere af hans noveller, og hans forsøg på at finde et kompromis mellem arabere og europæere førte til et brud med de venstreorientered intellektuelle, der støttede løsrivelsen.
Frankfurterskolen
Herbert Marcuse (1898-1979)
I samfundsmæssig sammenhæng fik Frankfurterskolens tanker sit mest markante politiske og ideologiske udtryk i ungdoms- og studenteroprøret i 1960'erne og 1970'erne, hvor nymarxistiske og venstresocialistiske bevægelser i det såkaldte "Det nye venstre" vandt frem. Det var respekten for det enkelte individ og kritikken af enhver totalitet, der var i højsædet. Især inspireret af Herbert Marcuse, der i modsætning til de fleste andre fra Frankfurterskolen blev i USA, hvor han fik statsborgerskab.
Et af Marcuses betydeligste værker er Eros og civilisationen. Et filosofisk bidrag til Sigmund Freud, 1954. Her skriver han: "Civilisationen begynder dér, hvor man i praksis giver afkald på det primære formål, nemlig fuldstændig behovstilfredsstillelse." Ifølge Marcuse er behovstilfredsstillelse både en betingelse for civilisation og et udtryk for en undertrykkelse eller "repression" som han kalder det. Men i modsætning til Freud ser Marcuse en mulighed for en ophævelse af repressionen, da den i væsentligt omfang er et socialt og historisk fænomen.
Vejen ud af den eksisterende undertrykkelse - som i vesten i høj grad er en selvundertrykkelse forårsaget af mediernes og reklameindustrien massive manipulation - er ifølge Marcuse, at folket nægter at samarbejde med magthaverne, og dette kan kun ske ved en politisk organisering, i første omgang især blandt intellektuelle, og ikke mindst de studerende blandt ungdommen. Ved en forelæsning i 1970 for studerende ved Freie Universität i Berlin pointerede han netop, at studenterne kunne blive en afgørende revolutionær faktor, nemlig som igangsættere.
Over for systemets vold og undertrykkelse er det legitimt at gøre modstand, i givet fald med vold, mener Marcuse. Men det er en betingelse for berettigelsen af denne voldsudøvelse mod systemet, at volden ikke udøves ud fra private interesser alene, men har dækning i en offentligt accepteret og almen interesse til gavn for livet og friheden. Derfor er det heller ikke rimeligt at bekæmpe systemet som f.eks. de terroristiske grupper i Tyskland og Italien gjorde. Hvad det gælder om er at bevidstgøre de undertrykte grupper i samfundet til en fælles modstand mod det etablerede system gennem f.eks. oplysningskampagner og demonstrationer.
Jürgen Habermass (1929-)
Jürgen Habermas er opvokset i nazitidens Tyskland, og opgøret med totalitære og undertrykkende systemer har sat sit på på de fleste af hans filosofiske værker. I 1965 afløste han Horkheimer som professor i filosofi og sociologi ved Institut for Socialforskning i Frankfurt am Main, og han betragtes derfor ofte som Frankfurterskolens 2. generation, selv om han på flere punkter kritiserede Adorno, Horkheimer og Marcuse. Ligesom disse fik også Habermas stor betydning for studenteroprøret i 1968, men med studenteroprørets stigende radikalisering med mere militante aktionsformer, tog begge parter afstand fra hinanden.
Omkring 1970 tog Habermas' forfatterskab da også en drejning mod øget interesse for samtalens og kommunikationens betydning, hvilket bl.a. resulterede i han store værk: En teori om kommunikativ handlen, 1981.
I sine værker fra 1960'erne videreførte og uddybede han den marxistisk inspirerede kritik af den borgerlige bevidstheds undertrykkende opspaltning af en samfundsmæssig helhedsforståelse, som også have været fremført af den ældre generation af Frankfurterskolens filosoffer.
Ifølge Habermas er borgerlig bevidsthed karakteriseret ved at trække et skarpt skel mellem forskellige 'områder' af samfundet, områder som ud fra en borgerlig bevidsthed ikke må sammenblandes. Den samfundsmæssige totalitet opdeler Habermas først og fremmest i 'stat' og 'samfund', mens sidstnævnte er underopdelt i et 'privatområde' (der er opdelt i 'intimsfære' og 'socialsfære') og et 'offentlighedsområde' (der er opdelt i 'kulturel offentlighedssfære' og 'politisk offentlighedssfære'). Og til hvert af disse områder er der knyttet forskellige aktiviteter som ud fra en borgerlig tankegang ikke bør sammenblandes.
Som Habermas ser det, er skellene mellem samfundets forskellige områder og sfærer med fremvæksten af efterkrigstidens moderne velstandsstat ved at blive brudt ned. Og det er de borgerlige/reaktionæres mål at at tilbageføre forholdene til tidligere tiders forhold.
Sin kritik af samfundet udbyggede Habermas i 1968 ved at argumentere for at erkendelse og interesse er uløseligt forbundet med hinanden. Videnskabelig neutralitet er ikke mulig. Tværtimod hævder Habermas, at der er interesser på spil i enhver form for forskning.
I arbejdet er mennesket således ledet af en interesse i at frigøre sig fra naturtvangen ved at beherske naturen, mens det i sin interaktion ('den kommunikative handlen') med andre mennesker er interesseret i at leve på en god måde i sit forhold til andre. Samspillet med andre mennesker får derved en moralsk dimension.
Ifølge Habermas bunder den glade optimisme, der karakteriserede 1700-tallets fremskridtstro og den dystre pessimisme, der har kendetegnet den senere kritik af denne holdning frem til i dag, i et ensidigt fornuftsbegreb. Rationalitet er tværimod et flertydigt begreb. Rationalitet er en måde at tænke på, og tænkningen er knyttet til sproget. Habermas tager således udgangspunkt i det fælles intersubjektive sprog, altså i den kendsgerning, at sprog ikke er et privat, men et kollektivt og socialt fænomen. Sprogbrug er kommunikativ handlen. Dermed bliver det også klart at sproget har flere forskellige funktioner, og til disse forskellige funktioner er knyttet forskellige interesser og former for rationalitet - med hver sit gyldighedskrav.
Habermas opererer med fire væsentlige funktioner i sproget. Det skal være præget af forståelighed, sandhed, troværdighed og rigtighed (det man bliver enige om). Alle fire krav er nødvendige for en vellykket kommunikation. I samtalen må samtaleparterne bøje sig for og mod hinanden, fordi de lader sig overbevise af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang". Kommunikationen bliver derved en "herredømmefri" og rationel diskurs, en i egentlig forstand "kommunikativ handlen".
Disse sprogfilosofiske synspunkter kobler Habermas sammen med sin civilisationskritik, hvor han på én gang vil fastholde både de positive og negative sider i den historiske udvikling. Han fastholder at bruddet med middelalderens enhedskultur faktisk har været et civilisatorisk fremskridt. Med den moderniseringsprocessen er der sket en opspaltning af det sociale livs praksis og rationalitet. Denne opspaltning har bl.a. ført til frigørelse fra megen religiøs, politisk og social undertrykkelse, og samtidig sikret mennesker bedre livsvilkår. Men opspaltningen har også haft omkostninger, i form af de forskellige rationaliteter, som er indlejret i Habermas' filosofi, hvor systemverdenens (kapitalens og bureaukratiets) rationalitet har koloniseret menneskets livsverdenen og fortrængt dens moralsk-praktiske rationalitet.
Konflikten mellem den såkaldte systemverdens og livsverdenens værdier viser sig som det Habermas kalder socialpatologier, dvs. sygdomstegn i samfundet liv, som f.eks. vilde strejker, husbesættelser, eller som ligegyldighed og passivitet i forhold til den social virkelighed. At mennesker gør oprør mod et samfund der sætter dem uden for indflydelse kan dog også ses som et sundhedstegn. Hvad det drejer sig om er altså på én gang at bevare og udvikle det civilisatoriske fremskridt og samtidig tilbageerobre de områder til livsverdenen, hvor systemverdenens strategiske mål-middel-rationalitet har fortrængt livsverdenens værdier.
Målet er ifølge Habermas at finde den rette balancegang mellem de forskellige interesser i det moderne samfund. Vi skal gennem en herredømmefri diskurs arbejde os frem til fælles løsninger på fælles problemer.
Habermas' interesse for den praksis-orienterede filosofi er de senere år drejet i retning af moralfilosofiske problemstillinger. Her er det bl.a. Habermas' synspunkt, at en kommunikativ argumentationsteori må baseres på en ikke-formel logik, da enighed i moralsk-praktiske spørgsmål ikke kan fremtvinges deduktivt eller ved henvisning til empirisk evidens. En moralsk-praktisk diskurs må derimod baseres på en argumentationsregel, der svarer til induktionsprincippet i den erfaringsvidenskabelige diskurs, hvor man gennem samtalen kommer frem til en fælles forståelse og enighed om, hvordan handlingskonflikter skal bilægges. Det er Habermas' pointe, at det kun er muligt at undgå, at nogle påtrykker andre deres egne holdninger, når den enkelte deltager i diskussionen om de grundlæggende værdier. Den enkelt er selv den sidste instans for bedømmelsen af det, som virkelig er i hans egen interesse. Men samtidig må de opfattelser og holdninger, som danner grundlaget for ens egen interesse, også være tilgængelige for andres kritik.
Den moralske diskussion er et offentligt anliggende, og det er en diskussion, som ikke kan løsrives fra den historiske og kulturelle sammenhæng - ogå når forskellige kulturelle værdier mødes. Habermas gør dog samtidig gældende, at vi alle er opvokset i et moralsk-sprogligt fællesskab, hvor der eksisterer det han kalder sædelighed, dvs. en offentlige og almindeligt anerkendte moral. Sædeligheden er kendsgerninger, fordi den er en del af vores livsform, men derfor behøver vi ikke at anerkende disse normer som berettigede og anerkendelsværdige.
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
