Renæssancen 1350-1600

Renæssance betyder “genfødsel”, og det blev allerede i samtidens Italien en betegnelse for perioden, Rinascimento. Mange af de fremskridt, der finder sted, er dog allerede på vej i perioden før, og i mangfoldige sociale og geografiske lommer fortsætter middelalderen på mange måder langt ind i renæssancen. Renæssancen koncentrerer sig som moderne bevægelse i Europas handelsbyer, først og fremmest i Norditalien, men også i Mellemtysklands og Nederlandenes byer. I disse centre udkrystalliserer handelen et nyt og selvbevidst borgerskab, der sammen med fyrsterne bliver potentielle mæcener for kulturelle aktiviteter af alle slag - og som noget afgørende nyt, helt uden for kirkens kontrol.

Kodeordet for hele perioden er åbning på mange niveauer. Bagud til antikken, fremad i forvisning om at skabe nyt og udad med kontaktflader til nye områder via opdagelsesrejser, der for første gang giver et omtrentligt billede af hele jordkloden. Opdagelserne falder tæt i perioden fra Marco Polos kinarejse i slutningen af 1200-tallet og frem til Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika 1492, Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien 1498 og Ferdinand Magellans verdensomsejling 1519-1522. Disse rejser indleder koloniseringens lange lidelsesvej, men også forestillingen om de ædle vilde fødes i denne periode.

Den ny tid finder udtryk overalt, også i malerkunsten. Leonardo da Vinci (1452-1519), Michelangelo (1475-1564), Rafael (1483-1520) med flere sætter nye standarder for maleriet. Åbningen mod omverdenen ses også i opdagelsen af landskabet, først hos flamlænderne, men snart over store dele af Europa. Sideløbende er der også en vågnende matematisk og empirisk interesse, og Nikolaus Kopernikus (1473-1543) peger direkte frem mod det følgende århundredes videnskabelige gennembrud.

Kirken er i nogen grad trængt i defensiven i perioden - og i modsætning til tidligere - fandt der i renæssancen omfattende heksebrændinger sted, samtidig med at der var en udogmatisk åbenhed over for verdens fænomener. Okkultisme og oplysning går hånd i hånd.

Politisk indledes renæssancen af Hundredårskrigen (1337-1453), der slutter med dannelsen af Europas første to stormagter - Frankrig og England. Hermed var tidens tendens sat. Fra mindre fyrstedømmer mod større centralmagt kongemagt. Denne opdeling af kontinentet i stadig større områder ses også i den stigende interesse for at skrive på folkemålene. De første var Dante Alighieri (1265-1321) og Francesco Petrarca (1304-1374) i Italien, men snart fulgte skribenter på de andre europæiske hovedsprog, selv om latin holdt skansen som videnskabssprog et par århundreder endnu. Til gengæld betød Johann Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten omkring 1436 en revolutionering af betingelserne for at tilegne sig viden, og relativt billige bøger oversvømmede hurtigt markedet. En proces, der sammen med alfabetiseringen af Europas folk spillede en afgørende rolle i reformationen. Oppositionelle og kritiske skrifter kunne spredes uden for kirkens kontrol. Martin Luther (1483-1546) oversatte således Bibelen fra latin til tysk, og underminerede dermed folks tillid til præsteskabet, da man ikke længere var henvist til præsens udlægning af Bibelen.

Reformationen

Reformationens årsager er mange: økonomiske, sociale, politiske, doktrinale og sædvanebestemte. Overgangen til at prædike på folkesprogene var et afgørende skridt i retning af den nationale statsdannelse, men samtidig et skridt tilbage for den videnskabelige enhedskultur. Skønt renæssancen er en periode med fælles åbning på mange niveauer, blev det også en periode, hvor ideen om et samlet Europa kom ti at stå i lavere kurs end før.