Kristendom, Middelalder

Riddere, borge, katedraler, klostre og korstog. Det er Middelalderen. Der er Walter Scotts Ivanhoe, 1819 og sagnet Robin Hood, der er magtfulde paver og helgener. Middelalderen er både mystik og skolastik. Det er en periode som ordet siger mellem to andre perioder - antikken og renæssancen. En periode, der i lang tid blev opfattet som et uinteressant mellemrum. I dag erkendes det dog, at der skete epokegørende ting i perioden. Der var tale om helt væsentlige teknologiske, videnskabelige og kulturelle nyskabelser, der fik skelsættende betydning for fremkomsten af det samfund og den kultur, vi har i dag. Middelalderen er en tid, der på afgørende måde har formet den vestlige kultur.

Middelalderen er fortællingen om rekonstruktionen af antikkens viden og kunnen i en gradvis genopdagelse af antikkens tankeverden. Rekonstruktionen sker dog på middelalderens egne præmisser, der først og fremmest er sat af den allestedsnærværende kristendom og dens vidtforgrenede institutioner. Kristendommen bliver definerende for den vestlige kultur. Der sættes et klart skel mellem det kristne og det ikke-kristne, hvor det ikke-kristne konstant konfronteres i stadig nye og aggressive former gemmen hele den kristne middelalder.

Den vigtigste anden religion, som de kristne måtte forholde sig til, var islam, der fra midten af 600-tallet bredte sig ind i Middelhavsområdet. Dette skete samtidig med at kristenheden blev delt i et latinsk vestromersk og et græsk østromersk del, hvor kun den østromerske del i form af Det Byzantinske Rige fortsatte som en samlet kristen magt frem til Konstantinopels fald i 1453. I flere hundrede år blev samkvemmet mellem det vestlige Europa og islam præget af korstogene, der forsøgte en generobring af det tabte Jerusalem. Disse togter var udslag af en kristen ridderkultur.

Ridderne repræsenterede en ny og skelsættende klasse i et nyt slags samfund, det feudale. Feudalismen var baseret på en klar social lagdeling med indbyrdes loyalitet og forpligtelse mellem de forskellige lag.

I slutningen af middelalderen skete der en tysk ekspansion og kristning mod øst, og der etableredes nye handelsveje uden for det ellers dominerende Middelhavsområde. Resultatet af dette var en række handelsbyer, nemlig hansestæderne, der fra midten af 1200-tallet kontrollerede den betydningsfulde handel i Østersøområdet.

Kristendommen var som nævnt hurtigt blevet opdelt i en romersk og græsk retning, præget af kontroverser og skismaer, det var umuligt at bilægge. Men samtidig opstod en række nye betydningsfulde, religiøse institutioner, klostrerene, der kom til at præge det middelalderlige samfund på afgørende vis. Munkene på klostrene skulle ikke kun bede og studere Bibelen, men også udøve det gode ved praktisk arbejde. I tilknytning til byernes store katedraler, opstod der skoler, der varetog uddannelsen af det talrige personale, katedralernes skulle betjenes af. Der undervistes typisk i de syv frie kunster (septem artes liberales), der var et forsøg på at samle og ordne den viden, der var overleveret fra antikken.

Udover katedralskolerne blev der også i middelalderen skabt en række universiteter. Den nye institution var en sammenslutning, et laug, af studerende og lærere, inden for de frie kunster, lægekunsten, juraen og teologien. Det blev senere til fakulteter i en fælles organisation, som vi i dag benævner universiteter. Her udviklede sig snart en stærk tradition for studier og diskussion af tekster, skolastik, hvor bl.a. genopdagelsen af antikke tekster (i arabisk oversættelse), og her især Aristoteles filosofi fik stor betydning. De antikke tekster begyndte fra omkring 1000 at cirkulere i latinske oversættelser i Vesteuropa, og latin blev det europæiske elitesprog, som anvendtes ved alle universiteter.

Det middelalderlige videnssystem skabte mange nydannelser. Landbruget blev reformeret, der kom nye skibstyper velegnede til handel, og man fik nye redskaber og instrumenter som briller, kompas og uret. Uret blev på sin side udgangspunkt for nye typer social organisering, idet tårnurets slag blev brugt til at koordinere en bys aktiviteter. I tilknytning til ridderkulturen på borgene opstod også nye former for civiliseret adfærd og udtryk for skønhed og følelser. Et ideal, der har været normdannende for aristokrati og overklasse lige siden.