Verdenkrigene 1914-1973

Forløbet af Den første Verdenskrig 1914-1918 var fuldstændigt lammende for troen på den vestlige civilisation og kultur. Millioner af unge mænd blev lemlæstet eller dræbt i krigen - til ingen nytte, som man indså, da det var for sent. I tilknytning til krigen opstod en helt ny statstype, da bolsjevikkerne med Den russiske Revolution 1917 søgte at realisere et socialistisk samfund. Et eksperiment, med store lidelser i samfundsnyttens og samfundforandringens navn, der varede helt frem til 1989/91. Men Sovjetunionen var ikke den eneste totalitære samfundsform. Også fascisme og nazisme besad med deres antidemokratiske idealer stor fascinationskraft overalt i Europa. Demokratiet betragtedes som en ordning med virkningsløs snak. Man savnede førerskab og handling. Men på en anden måde en i Lenins og Stalins Sovjetunion, selv om der skulle vise sig mange ligheder.

Den anden Verdenskrig 1937/39-45 afsluttedes med brug af atombomben. En handling, der repræsenterede en kulmination på krigens industrialisering og videnskabeliggørelse. Det var også kulminationen på en videnskabelig udvikling, hvor mennesket i stigende grad opfattede sig som herre over naturen og dens kræfter. Naturbeherskelsen blev kendetegnende for tiden, der fulgte.

Med Den anden Verdenskrigs ophør opstod Den kolde Krig mellem primært USA og Sovjetunionen. To forskellige økonomiske og politiske systemer indtrådte i en tilstand af permanent kappestrid. Man konfronterede modstanderen bevæbnet til tænderne. Atomvåben med altudslettende kraft og nye krigsteknologier prægede tiden sammen med den fremvoksende informationsteknologi. Europa blev delt, og et såkaldt “Jerntæppe” gik ned gennem kontinentet.

Samtidig medførte Den anden Verdenskrig også en kraftig acceleration i afviklingen af de koloniriger, der var opstået i midten og slutningen af 1800-tallet. Landkortene ændrede sig med de mange nye statsdannelser. Afkoloniseringen var begyndt allerede i perioden forinden med Latinamerikas løsrivelse fra Spanien og tog fart efter Den første Verdenskrig, hvor de tabende centralmagter, Tyskland, Østrig-Ungarn og Det osmanniske Imperium mistede sine besiddelser og/eller opløstes i en række nye lande.

I hele perioden søgte man at at holde konflikter i ave og skabe ordnede internationale forhold. Folkeforbundet, og efter 1945 De forenede Nationer (FN), repræsenterer denne bestræbelse, med blandet held.

I (Vest)Europa dannedes OEEC, en forløber for OECD, Kul- og Stålunionen og i 1957 Fællesmarkedet, der senere blev EF og EU. Vejen mod et fælles (og eventuelt forenet) Europa var betrådt.

Efter en lang årrække præget af materiel vækst, velfærdspolitik og USAs næsten totale økonomiske dominans indtraf i 1960’erne og 1970’erne en række kulturelle og politiske ændringer. Ganske uforudset begav ungdommen sig ud i et opgør med hele den adfærdskodeks, der gav deres forældre identitet, og snart efter fulgte et studenteroprør, en kvindebevægelse og politiske aktioner vendt mod den økonomiske imperialisme, Vietnamkrigen, atomvåben og alle autoriteter.

Masseproduktion ændrede hele samfundets funktionsmåde og organisation. Det masseproducerende industrisamfund bugnede dog ikke kun af varer, men også af problemer. Hvordan var det muligt at leve et godt liv i et samfund baseret på samlebåndets og fabrikkens monotone arbejde? I den forbindelse eksperimenterede man med forskellige varianter af blandingsøkonom og udbygning af velfærdsstaterne. Videnskabelighed blev et kodeord og statslige forskningsinstitutioner blev set som en motor for den økonomiske udvikling.

Inden for kunstverden foregik radikale udviklinger. Kunsten skulle være fri i sit udtryk, og man forsøgte sig med nye former i alle retninger. Musikken blev “mærkelig” og atonal, maleriet abstrakt og formelt, litteraturen meningsløs eller nymetafysisk. Senere i 1960’erne, foregik en både bred og nyskabende udvikling i massekulturen, der nedefra inspirerede det intellektuelle kunstliv med pop-art, installationer og happenings mv. Samtidig blev underholdning en kulturindustri med Hollywood i spidsen, der promoverede ungdomslivet som model.

Husholdningerne blev mekaniserede i kraft af industriproduktionen, og stort set alle velfærdsstatens familier fik adgang til apparater som køleskabe, vaske- og opvaskemaskiner mv. Kvinderne deltog ikke blot i politik, men gik i stort tal på arbejde, lige som mænd. Staten tog sig af omsorgsarbejdet, vuggestuer og børnehaver voksede i antal. Det var en periode, der kan karakteriseres som en bevægelse hen imod frigørelse. Alt skulle frigøres. al kundskab, inklusive teknologisk viden og fremstillingsprocesser af enhver art, og gøre dem tilgængelige for alle.

Oplysningsfilosofferne friholdt endnu en lang tid plads til religionen, men de rettede i stadig højere grad deres kritik mod kirken og enevælden. Hav mod til at tænke, som Kant formulerede det. Naturbegrebet sekulariseredes, og etik og æstetik fremstod som selvgyldige sfærer. Samtidig med den øgede sekularisering vandt også alfabetisering og fødselskontrol frem, og det er blevet hævdet, at disse tre faktorers sammenfald er en det af moderniseringens grundlag. Samtidig med sekulariseringstendensen opstod dog også en religiøs modbevægelse i form af pietismens inderlighedssøgende vækkelse.

Oplysningsfilosofferne så historien som en beretning om menneskeåndens fremskridt, og også evolutionsbegrebet blev søsat i denne periode, men først i samfundsvidenskaben. På alle måder fremstår perioden som fornuftens uskyldsperiode - før relativisme, nationalisme, historicisme og irrationalisme bryder gennem i europæisk historie fra og med begyndelsen af 1800-tallet.

Information og Globalisering 1973-2000

I 1973 var den vestlige verden blevet kastet ud i en økonomisk krise, der indvarslede en afslutning på den ellers tilsyneladende permanente økonomiske vækst, der havde stået på siden Den anden Verdenskrig. Med Murens Fald i 1989 og den østeuropæiske kommunismes sammenbrud i forbindelse hermed skete en forbløffende hurtig afvikling af Den kolde Krig, og dermed den verdensorden, som havde kendetegnet verden efter 1945.

Tiden fra midten af 1970’erne var ikke blot præget af ungdomsoprør, men også af terrorisme og politisk ekstremisme. Samfundene polariseredes, velfærdsstaterne blev kritiseret for manglende velfærd, og tidens “stagflation” udfordrede den økonomiske politik.

De europæiske Fællesskaber (EF), senere Den europæiske Union (EU) fik en stadig mere fremtrædende rolle i Europa, hvor en ikke afsluttet diskussion om graden af integration og overstatslighed versus nationale rettigheder og frygt for “et demokratisk underskud” fortsat præger den europæiske debat.

I Iran gennemførtes i 1979 en islamisk åndelig, antimoderne revolution som et første signal om islamisk renæssance og islamisme, mens de østeuropæiske såkaldte folkedemokratier i 1980’erne var præget af oppositionelle bevægelser. I 1989 “faldt” Berlinmuren, efter at Sovjetunionen selv havde påbegyndt en åbning af samfundet (Perestrojka & Glasnost), og det var klart at de ikke længere kunne eller ville kontrollere Østeuropa. Sovjetunionen afviklede derpå sig selv, til sin egen og verdens overraskelse. Den vestlige markedsøkonomi var blevet dominerende i verden.

I de fleste af de østeuropæiske lande afvikledes den kommunistiske samfundsstruktur rimeligt smertefrit, men i Rumænien og især i Juguslavien gik det galt. De religiøse og etniske modsætninger Juguslavien flammede op antændt af en rabiat nationalisme og førte til massakrer og etniske udrensninger. Nationalismens tilbagekomst var en realitet, og det tidligere Juguslavien blev opdelt i flere nationalstater.

Efter Den kolde Krigs ophør blev man i Vesten optaget af globaliseringen, hvor USA’s økonomi og livsstil dominerede endnu mere uanfægtet end før. I FN talte man om global sammenhæng og ansvar, samtidig med, at det var åbenbart, at mange fattige og rige lande ikke levede op til de standardarder, der blev forudsat af Vesten. Store dele af Afrika var nærmest på “fattighjælp”, uden større udsigt til forbedringer.

I 1973 udtog man det første patent på gensplejsning og de første mikroprocessorer blev sat i produktion. I 1981 lancerede IBM deres PC, og computeren blev tilgængelig for de fleste i de rige samfund. I det samme årti skabtes Internettet, der efterhånden forvandlede samfundene til trådløse netværk. Informationssamfundet var skabt.

Den videnskabelige og teknologiske udvikling, der i 1950’erne blev set som den økonomiske baggrund for velfærdsstaten, forekom mange truende. Samfundet var blevet komplekst og nærmest ustyrligt. Anti-atomkampagner og miljøbevægelser som f.eks. Greenpeace blev slagkraftige, og de tilbagevendende miljøkatastrofer blev argumenter for et ændret forhold til naturen. Begrebet “bæredygtighed” blev lanceret i løbet af 1980’erne.

Engelsk blev verdenssprog, samtidig med at lingvister kunne berette, at flere sprog forsvandt med stor hast. De intellektuelle globaliserede deres horisont på det nye sprog.

Tænkningen blev ornamental, fragmentarisk, nomadisk, selv-reflekterende og på en gang mistroisk og munter. Relativisme og pragmatisme blev fremherskende orienteringer. Kunstig befrugtning, transplantation, kloning, genmodificering, genterapi, alt sammen avlede uforudsete etiske problemer.