1900-tallet
Wittgenstein
Heidegger
Sartre
Habermas
Derrida
Politisk Filosofi og Etik
Efter afslutningen af Den 2. Verdenskrig med nazismens fald og atombomber over Hiroshima og Nagasaki, var det klart for de fleste, at et absolut skel mellem objektiv og værdifri videnskab og etiske holdninger, ikke var holdbar. Som bl.a. Karl R. Popper havde udtrykt det, var absolut frihed hverken mulig eller ønskværdig, idet den kan blive en trussel mod ligheden.
Poststrukturalisme, Dekonstruktion
Betegnelsen 'det postmoderne' stammer fra arkitekturen, hvor det stod for nogle tendenser i 1960'ernes og 1970'ernes byggestil. Fra 1979 blev udtrykket 'postmoderne' også introduceret i filosofien, selv om udtrykke langt fra er uproblematisk og har været kilde til fortsatte diskussioner og uenighed. Betegnelsen betyder egentlig blot noget, der kommer efter det moderne. Men hvorvidt 'det moderne' skulle være afsluttet er der delte meninger om.
Inden for filosofien er det postmoderne blevet identificeret med både post-marxisme og post-strukturalisme.
I 1977 havde en gruppe franske filosoffer kritiseret Marx og marxismen for at drive udviklingen mod et nyt barbari, hvor de undertrykkende kommunistiske regimer blev set som en logisk konsekvens af tendenser i marxismen, og ikke kun som uheldige fejludviklinger.
Opgøret med strukturalismen bestod dels i en kritik af forestillingen om statiske strukturer, og dels i et nyt forsøg på at se strukturer som dynamiske. Inspirationen blev hentet hos Nietzsche og Wittgenstein.
Atombomben over Nagasaki, august 1945
Politisk Filosofi og Etik
John Rawls (1921-2002)
Den amerikanske filosof John Rawls forsøgte i forlængelse af Popper, at argumentere for en retfærdig afvejning mellem frihed og lighed. De liberalistiske principper om politisk lighed og frihed og den økonomiske frihed, der havde været styrende for den samfundsmæssige udvikling i USA, havde tydeligt vist, at den økonomiske frihed havde ført til omfattende social ulighed, og ifølge Rawls til en uretfærdig fordeling af de sociale goder. Derved fik hans politiske filosofi naturligt nok en drejning hen imod en konkret diskussion af en retfærdig fordeling af samfundets økonomiske og materielle goder.
I sin filosofi tager Rawls udgangspunkt i en forestilling om retfærdighed som fairness. En ordning, hvor aktørerne handler inden for kendte spilleregler og i fælles forståelse indretter sig efter dem. Altså lidt i retning af Hobbes', Lockes og Rousseaus samfundskontrakt. Men Rawls ser den som en hypotetisk konstruktion, der skal sikre, at diskussionen om samfundets retfærdige indretning kan foregå rationelt inden for fastlagte spilleregler. Vigtig er det også at slå fast, at for Rawls må de rige godt blive rigere, og de sociale forskelle må gerne blive større, men kun hvis de fattiges sociale og økonomiske niveau samtidig løftes, og hvis de fattigste accepterer forskellene.
Rawls social-liberalistiske tankegang ligger tæt op ad den skandinaviske velfærdstænkning, og teorien om retfærdighed har her fungeret som et forsvar for den statslige fordelingspolitik.
Alasdair MacIntyre (1929-)
Den skotsk-amerikanske moralfilosof Alasdair MacIntyre drøfter forestillingen om at grundlæggende politisk uenighed kan løses gennem rationel diskussion. Og hans svar er nej, idet han mener at det er en vildfarelse at tro, at retfærdighed kan begrundes rationelt. Det er nemlig umuligt at blive enige om, hvad der er de relevante, formale regler for, hvordan man skal opnå retfærdighed.
På linje med Marx mener MacIntyre, at argumenter, der prøver at tage sig ud som rationelle begrundelser for moralsk-politiske synspunkter, i virkeligheden blot tjener til at dække over bestemte interesser. De er ideologiske magtmidler til at gennemtrumfe egnesynspunkter.
i stedet vil MacIntyres sætte det han kalder kommunitarismen (det fælles). Han mener at samfundet i dag er gennemsyret af emotivistiske synspunkter, hvor moralske og politiske holdninger ikke kan afvejes rationelt over for hinanden. Vores moralske sprog er gået i opløsning.
Ifølge MacIntyre udspringer vore moralfilosofiske problemer af moralfilosofiens historieløshed som kun kan løses ved at anskue moralske spørgsmål i deres konkrete, historiske og sociale sammenhæng. På linje med Aristoteles mener MacIntyre, at mennesket er 'et socialt dyr', der kun kan udvikle sig som menneske i fællesskab med andre (kommunitarisme). Her oplæres det enkelte menneske i dyderne igennem den sociale praksis i et fællesskab, der er båret af bestemte, kulturelle traditioner og værdisæt, og lærer at finde 'den gyldne middelvej'.
Peter Singer (1946-)
En af dem, der har haft en vis gennemslagskraft i den offentlige (ofte højtragende) etikdebat, er den australske filosof Peter Singer. Han interesser sig især for den måde, etik anvendes på i praksis. For som han siger; hele pointen med etiske domme er, at de skal styre praksis.
Singer karakteriserer selv sit etiske standpunkt som præferenceutilitarisme, dvs. en speciel form for nytteetik, hvor moralske handlinger skal vurderes ud fra deres konsekvenser.
"Den utilitarisktiske doktrin er minimalistisk, en første base, vi når ved at universalisere afgørelser, der træffes af egeninteresse. Hvis vi skal tænke etisk, kan vi ikke undgå at tage dette skridt."
Ifølge præferenceutilitarismen er en handling forkert, hvis den er i modstrid med en hvilken som helst skabnings præferencer - medmindre denne præference opvejes af modsatte præferencer. Det er altså ikke moralsk acceptabelt - uden gode grunde - at tilsidesætte et enkeltindivids præference til fordel for de manges præferencer.
Men som Singer siger, skal etikken stå sin prøve i praksis. Det drejer sig om at diskutere etiske problemer for i fælleskab at arbejde hen imod fælles problemløsninger.
Hvad gør vi med flygtninge der 'banker på vores dør' | CC
Poststrukturalisme, Dekonstruktion
Jacques Derrida (1930-)
Det første markante opgør med strukturalismen kom fra Jacques Derrida, i forbindelse med et foredrag i 1966 i USA, hvor Derrida skulle introducere strukturalismen. I stedet leverede han et opgør med den tidligere strukturalisme og hele den vestlige metafysiske tradition.
Ifølge Derrida kunne man ikke bare sætte sig ud over denne tradition, men man kunne forholde sig dekonstruerende, altså undersøgende og problematiserende, ved skridt for skridt at undersøge de grunlæggende forestillinger for modsigelser. Derrida talte således om et spil af forskelle, der kan afsætte midlertidige begreber. Vendingen at "dekonstruere den vesterlandske metafysik", som er central i Derridas skrifter, må nærmest opfattes som en undersøgelse, kritik og afsløring af den vestlige filosofi og ideologi.
I Derridas hovedværk Om Grammatologi, 1967 blev en række centrale filosoffer udsat for en grundig dekonstruktion, der viste, at de var fanget i den vesterlandske metafysiks såkaldte logocentrisme, dvs. forestillingen om en mening eller fornuft, som er givet forud for noget udtryk.
Især med hensyn til opgøret med troen på en overordnet fornuft, logocentrismen, og dekonstruktionen som metode til at overvinde logocentrismen, har Derridas filosofi fået betydning for den senere filosofi.
Michel Foucault (1926-1984)
Michel Foucault er en fransk idéhistoriker og filosof, der er blandt de store skikkelser i fransk poststrukturalisme. Hans gennembrud kom med Ordene og tingene, 1966, hvor den bærende idé er, at historiske epoker er karakteriseret ved en "epistemologisk sokkel", der brat skifter fra periode til periode. Fortidige kilder skal ifølge den metode Foucault beskriver ses som ‘monomenter’, der vidner om den erkendelsesstruktur, de var en del af. Sådanne monumenter kan være alle slags dokumenter, overleveringer, institutioner og levn, og de tilsvarende erkendelsesstrukturer kalder han for diskurser.
Foucault gør gældende, at måden at tale om et givent emne på er med til reelt at konstituere dette emne. Diskurser er måder at "italesætte" fænomener på, men herved udøver de også magt over det pågældende område ved overhovedet at definere de mulige subjektpositioner i området. Magt er ikke kun noget, der udstråler fra en førende autoritet; magt foreligger i ethvert institutionelt styre mde mellem subjekter.
Foucault har haft stor indflydelse på idéhistorie, kulturhistorie, socialvidenskab og antropologi gennem sit begreb om diskursanalyse, men han har også haft stor indflydelse på politisk tænkning gennem sin idé om, at hvad der kan synes at være frigørelse, ofte viser sig at være en mere subtil form for kontrol eller styring, som blot foregår gennem den enkelte. På denne måde kan politisk styring snigende overtage hele livet som område ("biopolitik").
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
