1900-tallet
Wittgenstein
Heidegger
Sartre
Habermas
Derrida
Sprogfilosofi
Filosofien i 1900-tallet er inddelt i to traditioner: den angelsaksiske og den kontinentale. Selv og de to traditioner er meget forskellige, er de dog fælles om en udbredt mistro til absolutte begrundelser, herunder muligheden af at nå frem til nogen absolut sandhed. I stedet tildeles filosofien den mere beskedne funktion at afdække, klargøre, anlysere - og kritisere - den moderne verdens fænomener.
Noget af det, som adskiller den kontinentale tradition fra den angelsaksiske er den kontinentales traditions interesse for menneskets konkrete livserfaringer - dets livsverden - samt et større samfundskritisk engagement.
I den angelsaksiske verden udviklede der sig fra omkring 1900 en stærk tradition for sprogfilosofi, som har rødder tilbage til Hume. I første halvdel af 1900-tallet var der ret stor afstand mellem denne tradition og den såkaldte kontinentale filosofi med dens vægt på kontekst (erfaringshorisont), der var fremherskende i specielt Tyskland og Frankrig. Fælles for de to retninger er, som nævnt, en udbredt mistro til absolutte sandheder, og siden sidste halvdel af 1900-tallet har der været mange forbindelseslinjer mellem de to retninger. I dag er det således ret almindeligt, at filosoffer bevæger sig på kryds og tværs af det gamle skel.
Den angelsaksiske sprogfilosofi falder i tre faser: 1. Den sproganalytiske fase i årene omkring 1.Verdenskrig. 2. Den logiske positivisme, der præger mellemkrigstiden. 3. Sprogbrugsfilosofien, der udfolder sig efter 2.Verdenskrig.
Moralfilosofi
Inden for moralfilosofi skelner man traditionelt mellem moral, etik og meta-etik. Etik drejer sig bl.a. Om at definere og begrunde moralske holdninger og handlinger. Man kan således betragte (normativ) etik som teoretiske overvejelser over moralsk praksis, mens meta-etik er teoretiske overvejelser over den normative etiks værdigrundlag og rækkevidde.
Troen på en almengyldig, normativ moral var mod slutningen af 1800-tallet betydelig svækket. Den forholdsvis stabile enhedskultur, der havde præget det før-moderne samfund, bundede både i det feudale samfunds faste struktur og i den kristen religion. Begge disse vilkår var blevet kraftigt ændret ved den industrielle revolution i 1700-tallet og den medfølgende sekularisering. Marx mente at moral var ideologi og at den borgerlige moral undertrykte proletariatet. Også Kierkegaard kritiserede sin tids borgerlige moral, omend ud fra en kristen og individualistisk synsvinkel. Mod slutningen af århundredet meldte også Nietzsche og Freud sig blandt kritikkerne af den borgerlige moral.
Formentligt på grund af den massive, filosofiske kritik af moralen var man efter 1900 meget forsigtige med at komme med nye bud på normative etikker. De moralfilosofiske bestræbelser har i det 20. Århundrede i højere grad taget sigte på at afdække fejl ved de tidligere forsøg og opstille kriterier for hvad der meningsfuldt kan og ikke kan betragtes som etik. De har kort sagt især interesseret sig for meta-etikken.
Periodens Filosoffer
Sprogfilosofi
Moralfilosofi
Hermeneutisk Fænomenologi
Fænomenologisk Moralfilosofi
Eksistentialisme
Frankfurterskolen
Videnskab, Fejlbarlighed og Objektivitet
Politisk Filosofi og Etik
Poststrukturalisme, Dekonstruktion
Sprogfilosofi
Gottlob Frege (1848-1925)
Den tyske matematiker Gottlob Fregge udviklede i bogen Begriffschrift, 1879 udsagns- og prædikatslogikken, således at man ved hjælp af symnolske kvantorer (tegn for alle, nogen, ingen) kunne formalisere og analysere udsagn.
Senere indførte Frege sin bereømte sondring mellem mening (Sinn) og reference (Bedeutung), hvor det slås fast, at et navns mening afhænger af den sætning, det indgår i. Denne sondring mellem mening og reference har spillet en stor rolle i den analytiske filosofi. Frege opfattede mening som en ideal størrelse, der eksisterer uafhængigt af faktisk sprogbrug og tankevirksomhed, og var stærkt kritisk over for tendensen til at sammenblande studiet af sprog, logik og matematik med psykologiske overvejelser. Endvidere tvivlede han på muligheden af at udarbejde en systematisk meningsteori for naturlige sprog, da disse er behæftet med vaghed og flertydighed. Derfor søgte Frege at udarbejde et nyt sprog, der var befriet for disse mangler og dermed bedre egnet til at udtrykke videnskabelige teorier.
Freges ideer blev senere på grundlag af Bertrand Russell og Ludwig Wittgensteins videreudviklinger en del af drøftelserne inden for den logiske positivisme.
Bertrand Russell (1872-1970)
Som det ligger i betegnelsen sproganalytisk er udgangspunktet for den angelsaksiske tradition den opfattelse, at filosofiske problemer er af sproglig art, en slag knuder i sproget, som det gælder om at få udredt.
En at den analytiske filosofis pionerer var Bertrand Russell, som også blev kendt for et stærkt engagement i samfundsdebatten.
Hume havde i En undersøgelse af den menneskelige erkendelse, 1748 gjort opmærksom på, at der findes begreber, som ikke er afledt af noget sanseindtryk, og som derfor måtte anses for meningsløse. Dette opgør med at alle benævnelser i sproget må modsvares af noget faktisk eksisterende videreførte Russell i nogle logiske analyser, hvor en af hovedpointerne er skellet mellem påstandes grammatiske form og deres logiske form. I Principia Mathematica (Matematikkens grundsætninger), 1913 skrevet i sammen med A.N. Whitehead, søgte de at vise, at alle matematiske begreber og principper kan reduceres til logiske begreber og principper, i en form for meningsfuldt logisk universalsprog.
Ludwig Wittgenstein (1889-1951)
Ludwig Wittgenstein er blevet set som hovedeksponent for den analytiskefilosofis søgen efter et universalsprog. I Tractatus Logico-Philosophicus, 1922 søgte Wittgenstein at vise, hvad det er, der gør det muligt for sproget at beskrive virkeligheden. Tractatus er bygget op som en matematisk udregning; den udgør en logisk deduktion ud fra syv aksiomer og de deraf afledede underpunkter.
Ifølge Wittgenstein er sætninger et billede eller en model af virkeligheden. Sprog og virkelighed har en slags fælles logisk struktur, de er isomorfe strukturmæssigt. Inden for logikkens tegnsprog skelner man mellem usammensatte, atomare udsagn og sammensatte, molekylære udsagn, og ved at kombinere atomare udsagn med hinanden kan man danne molekylære udsagn, dvs. sætninger, der består af flere led. Det er de atomare udsagns sandhedsværdi, der kan måles. Derfor gælder det om at reducere sammensatte udsagn til atomare formler, hvis gyldighed entydigt kan afgøres. Sprog og tænkning afbilder altså virkeligheden. Eller som Wittgenstein formulerer det: “Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”
Wittgenstein mente selv, at hans meningsteori kun er anvendelig inden for den (natur)videnskabelige virkelighed. Vores liv og livsproblemer (etik, æstetik, metafysik) er urørte af hans system.
Wittgensteins ide om, at tanken og sproget afbilder kendsgerninger, og at man kun kan sige noge om kendsgerninger, blev overtaget af den logiske positivisme. De logiske positivister inddelte alle meningsfulde sætninger i analytiske og syntetiske sætninger. De analytiske sætninger er nødvendigvis sand og nås gennem tænkningen. De er uafhængige af erfaringen, men fortæller os ikke noget nyt udover det der allerede ligger i sætningens subjekt. Det gør derimod de syntetiske sætninger. Til gengæld er den viden, vi får kontingent (tilfældig). Den kan være både sand og falsk. Det, der ifølge de logiske positivister giver en sætning mening, er dens mulighed for verifikation. Heraf følger at metafysiske påstande er pseudo-påstande, hævder de logiske positivister.
Det er specielt i deres afvisning af metafysikken som meningsløs, at de logiske positivister adskiller sig fra Wittgensteins holdninger. Wittgenstein hævdede ganske vist, at om det, man ikke kunne tale, om det skulle man tie. Men derfor kunne det godt eksistere, man kunne bare ikke tale om det, fordi det ikke kunne nås via sproget.
I sine senere - ikke færdiggjorte - skrifter, antyder Wittgenstein, at han i Tractatus havde anlagt en for snæver synsvinkel på sproget. Vægten var her lagt på den deskriptive sprogbrug, hvor han senere (efter 1930) også vægtede brugen af sproget som kommunikationsmiddel. Nøglebegrebet er sprogspil (Sprachspiele). At tale et sprog svarer ifølge Wittgenstein til at spille eller lege en leg. Og disse fænomener er regelstyrede aktiviteter. Man underlægger sig logikken i en bestemt leg og udfolder sig inden for denne logik. “At tale et sprog er en del af en aktivitet eller livsform,” siger Wittgenstein. Vi tilegner os sproglige måder at gøre noget på i et væv af sproglige og ikke-sproglige aktiviteter.
Meningen ligger i brugen. Sådan formulerer man ofte den sene Wittgensteins meningsteori.
John L. Austin (1911-1960)
Romantikkens centrale digteriske genre var dannelsesromanen, hvor "den romantiske kærlighed", den lidenskabelige forelskelse spiller en vigtig rolle. Begejstringen for lidenskaben eller en ide spiller en stor rolle for dannelseromanens projekt, nemlig hvordan man fastholder ideen som den instans, der skal forme ens konkrete tilværelse i stort og småt. Sprogbrugen er også emnet for John L. Austin. Han bruger termen konstative ytringer om virkelighedsgengivende påstande, mens betegnelsen performative ytringer handler om udførende ytringer (gør, lover, advarer mv.). Men samtidig erkender han, at det ikke er muligt at opretholde et sådant skarp skel mellem det to slags ytringer. For som han siger: “Det overhovedet at fremsætte en ytring, en hvilken som helst ytring, er vel at ‘gøre noget’?” Men det skal være en ytring i en bestemt sammenhæng, ellers er det ‘blot’ en udtalt sætning. Ytringsmeningen er knyttet til kommunikationssituationen. Austin kalder det en illokutionær handling (= i og med jeg taler).
John Searle (1932-)
Sprogfilosoffen John Searle videreudviklede Wittgenstein og Austin ideer i værket Speech Acts, 1969, ligesom han senere har behandlet spørgsmålet om såkaldt kunstig intelligens.
I direkte forlængelse af Wittgenstein og Austin ser Searle sprogbrug som en regelstyret form for adfærd, hvor han skelner mellem regulative og konstitutive regler. Regulative regler er udvendige forskrifter for passende adfærd i bestemte situationer, mens konstitutive regler er regler, man nødvendigvis må overholde - i en form for indre logik. Et udsagns mening er ikke kun meningen i udsagnet. Det centrale er meningen med det. Det er ud fra denne opfattelse, at Searle har afvist ideen om, at computere kan tænke og tale, og at hjernen er en slags computer.
Det er Searles synspunkt, at man kan få en computer til at opføre sig, som om den tænker og taler, nemlig ved at programmere den med de regler, der skal overholdes for at frembringe meningsfulde sætninger, men man kan ikke få den til at mene det, den frembringer.
Moralfilosofi
George Edward Moore (1889-1958)
George Edward Moore kritiserede sammen med Russell datidens idealistisk-spekulative filosofi i England. Over for idealisterne forsvarede Moore en common-sense-filosofi, som ved hjælp af almindelig sund fornuft i en analyse af sprogbrug kan afsløre mange filosofiske problemer som skinproblemer.
I etikken førte det ham frem til en kritik af de filosoffer, som f.eks. Utilitaristerne Bentham og Mill, der mente, at etikken kunne udledes af naturlige følelser som lyst, nydelse eller lykke. Men ifølge Moore er naturalismen slet ikke en etik. Som Moore skrev, er det “altid et åben spørgsmål, om noget, der er naturligt, er godt.“ Hvad ‘det gode’ er, må altså altid være et åbent spørgsmål. At noget faktisk kan ønskes af mennesker, er ikke det samme som, at det er ønskværdigt. Der er forskel på beskrivende og normative udsagn. Men selv om vi ikke kan definere ‘det gode’, så mener Moore, at vi umiddelbart er i stand til at erfare det, når vi møder det. Etik gøres således til et individuelt anliggende.
Alfred Jules Ayer (1910-1990)
I 1930’erne og 1940’erne vandt den logiske positivisme frem som en reaktion på de totalitære regimers misbrug af videnskabelig forskning til politiske formål. De logiske positivisters hovedanliggende var at sikre videnskabelig objektivitet og værdifrihed i de empiriske videnskaber.
Alfred Jules Ayer var en af de førende logiske positivister, og han tog ligesom de øvrige logiske positivister udgangspunkt i den empiriske tradition fra Humes skepticisme. I bogen Language, Truth and Logic, 1936 videreførte han dele af Moores moralfilosofi, især den sproganalytiske metode. Men i modsætning til Moore, mente Ayer ikke, at ‘det gode’ intuitivt kan erkendes, når det foreligger. Det er ikke i overensstemmelse med de logiske positivisters verificerbarhedskriterium. Hvad man i bedste fald kan konstatere er, at vedkommende person mener, hævder eller føler at have en intuition om ‘det gode’. Etiske udsagn er ikke videnskabeligt meningsfulde påstande. De er rene følelsesudladninger. Det er med andre ord ikke mulig at finde et objektivt kriterium til at afgøre sandbedsværdien af etiske domme. Ifølge Ayer diskuterer man faktisk aldrig de etiske og moralske værdier. Det man diskuterer er kendsgerninger.
C.L. Stevenson (1908-1979)
C.L. Stevenson tilspidsede den emotivistiske og antinaturalistiske værditeori i sit værk Etik og sprog, 1944, men i modsætning til Ayer anlagde han en social synsvinkel. Stevenson mente, at etiske udsagns vigtigste emotive mening og funktion primært er at påvirke andre, at overtale og opmuntre til bestemte handlinger. Moralske vurderinger er ifølge Stevenson ikke andet end et forsøg på at overtale modparten til at indtage samme etiske holdning som én selv - til forskel fra at overbevise ham med fornuftsmæssige argumenter.
R.M. Hare (1919-2002)
Inspireret af Wittgensteins og Austins sprogbrugsfilosofi og Poppers videnskabsfilosofi argumenteredede R. M. Hare imod både den etiske naturalisme og mod emotivisterne.
Hare tog som emotivisterne udgangspunkt i, at der er forskel på beskrivende og normative udsagn, men i modsætning til dem mente han ikke at moralske udsagns væsentligste funktion var at udtrykke følelser. De er handlingsvejledende - de skal foreskrive os hvad vi bør gøre, hvis vi accepterer den moralsk vurdering. Der ligger således en logisk forpligtelse til at handle i overensstemmelse med accepterede præmisser. Alternativt må man i en given situation argumenterer for, hvorfor man undlader at handle som den accepterede moralske forskrift angiver.
Selv om ethvert moralsystem er relativt og kun har betinget gyldighed afhængigt af de involveredes sociale og kulturelle tilhørsforhold, så kan man altså ifølge Hare alligevel godt argumentere rationelt på moralens område, hvis man er enige om de moralske principper.
For at gøre moralske udsagn universelle kræver Hare, at den der fremsætter et moralsk krav i en given situation, samtidig må være forpligtet på det samme krav i alle lignende situationer, og at han herunder også selv må være villig til at underkaste sig dette krav.
Den enkelte har således frihed til at vælge, om man vil tilslutte sig en moralsk forskrift, men hvis man gør, er man også selv bundet af den.
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
