Moderne Verden, Oplysningstid
Hobbes
Desçartes
Locke
Hume
Kant
Moderne Verden, Oplysningstid
Samfundskontrakt
Den såkaldte naturret blev formuleret af den hollandske jurist Hugo Grotius (1583-1645). Grotius mente at alle mennesker havde nogle universelle rettigheder, bl.a. retten til liv og ejendom, samt beskyttelse mod vilkårlig magtanvendelse. Hermed fik Grotius, sammen med John Locke, betydning for de forskellige menneskerettighedserklæringer. Det der især interesserede Grotius, var formuleringen af en international ret, dvs, hvordan stater skal opføre sig over for hinanden. Her slog han blandt andet til lyd for, at krige skulle være så 'humane' som muligt.
En anden vigtig del af naturretten handler om forholdet mellem staten og borgerne, der blev betegnet som en samfundskontrakt. Det er denne idé, der blev videreudviklet af den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679).
Verdensbillede
Selv om Kopernikus, Galilei og Kepler var nået langt i deres beskrivelse af et nyt verdensbillede, var der stadig mange løse enden. Det var Isaac Newton, der mere end nogen anden fik udarbejdet et konsistent teoretisk alternativ til det tidligere geocentriske verdenbillede. Han byggede dels på forgængernes resultater, dels løste han en del problemer, som de havde overset eller forgæves havde søgt at afklare.
Rationalismen
Renæssancens brud med middelalderen havde medført rådvildhed og orienteringsløshed. Dette kunne give sig udslag i skepticisme, som hos den franske filosof Michel de Montaigne (1533-1592), der hævdede, at mennesket ikke kan opnå sikker viden.
Noget af det nye ved en stor del af 1600- og 1700-tallets filosofi er, at interessen vendes mod den menneskelige bevidsthed, det erkendende subjekt. Man søger efter kriterier og metoder til at opnå sikker viden, på linje med, hvad man havde opnået i matematikken og inden for naturvidenskaben. Der var to bud på, hvordan der kan opnås sikker viden: gennem fornuften eller gennem sanseerfaringen. Det første blev hævdet af rationalisterne, det sidste af empiristerne.
Denne, hvad man kan kalde individualistiske tilgang til erkendelse, skal ses i sammenhæng med liberalismen, som i perioden opstår som en ny politisk ideologi. Ifølge denne ideologi har det enkelte menneske blandt andet retten til at tænke og tro som det vil. Det var dog enevælden, der dominerede i de fleste europæiske stater i 1600- og 1700-tallet, men liberalismens ideer formåede dog efterhånden, støttet af en stærk og selvstændig borgerstand, at bringe enevælden til fald. Medvirkende hertil var især 1700-tallets oplysningsfilosofi, der ud over liberalismen var inspireret af rationalismen og empirismen samt Newtons naturvidenskab.
Periodens Filosoffer
Samfundskontrakt, Verdensbillede, Rationalismen
Samfundskontrakt
Verdensbillede
Rationalismen
Empirismen, Oplysning
Thomas Hobbes (1588-1679)
Ifølge Hobbes er mennesket i den naturlige tilstand domineret af egoisme, hvilket vil føre til "alles krig mod alle". En lovløs tilstand præget af frygt, hvor kun den stærkeste overlever. Men på grund af menneskets fornuft og frygten for naturtilstanden, vælger hver enkelt borger af afgive noget af sin frihed til en suveræn, der bliver enerådende. Indgåelsen af en sådan samfundskontrakt har Hobbes skildret i bogen Leviathan (1651), hvor der er tale om en kontrakt mellem undersåtterne indbyrdes. Suverænen er hævet over kontrakten, og kun i tilfælde af, at man trues på livet, må man sætte sig op mod suverænen.
Hobbes naturtilstand og samfundskontrakt er i høj grad påvirket af hans erfaringer fra den engelske borgerkrig 1642-1649, hvor kongen blev henrettet. For Hobbes er selv den værst tænkelige suveræn at foretrække frem for naturtilstandens kaos.
Isaac Newton (1642-1727)
I sit arbejde med udarbejdelsen af verdenbilledet begyndte Newton med at antage, at de jordiske og himmelske bevægelser kunne forklares ved én og samme kraft. For Newton var det centralt, at et legeme, der er overladt til sig selv, enten befinder sig i hvile eller i jævn retlinet bevægelse. Når en retlinet bevægelse afbøjes, måtte der kunne findes en kraft, som kunne forklare afbøjningen. Ifølge Newton kan en bevægelse beskrives som et uafbrudt frit fald, der evt. kan resultere i en cirkelbevægelse om f.eks. Jorden, hvis genstanden udover den inerti, som ethvert legeme er udstyret med, konstant er påvirket af en tangentiel kraft. Da planeter bevæger sig i det tilnærmelsesvist tomme rum, møder bevægelsen ingen friktion og kan derfor fortsætte uforandret i en hårfin balance mellem de to kræfter - inerti og gravitation. Hvordan planeterne har opnået den bevægelse de har, siger Newton intet om.
Med Newton fik vi en beskrivelse af universet, hvor tyngdekraften og inertien blev det forklarende princip. Men det måske mest betydningsfulde ved Newtons teorier var, at det blev muligt præcist at forudsige naturfænomenerne, hvilket bekræftede rationalisternes og oplysningsfilosoffernes tro på den videnskabelige erkendelses magt.
René Descartes (1596-1650)
René Descartes regnes ofte for grundlæggeren af den moderne filosofi, fordi han filosofi tager udgangspunkt i det enkelte menneske og udarbejdede grundlaget for den rationalistisk filosofi.
Descartes blev uddannet på et jesuitterkollegie og universitetet i Poitiers, hvor han tog en juridisk eksamen 1618. Efter at have deltaget i 30-årskrigen rejste Descartes rundt i Europa for at fordybe sig i matematiske og fysiske studier. I 1641 udkom Descartes berømteste værk Metafysiske meditationer ('overvejelser'). Et værk der består af 6 dele - et for hver dag påstår han. Descartes havde ikke tillid til den skolastiske lærdom, han var blevet undervist i. I stedet forsøgte han at finde frem til en kerne af sikker viden ved at tvivle på alt. Han ophøjede således tvivlen til et metodisk princip, for at finde en viden, der ikke lader sig betvivle. Herved når Descartes frem til at det, at han tvivler eller tænker, gør at han nødvendigvis må eksistere. På latin hedder det: "Cogito, ergo sum", hvilket Descartes dog ikke selv har sagt, da han skrev på fransk. Med udgangspunkt i "jeg tænker, altså er jeg", når Descartes i sine videre overvejelser frem til, at erfaringer alene tit kan bedrage. Det er kun ved hjælp af tænkningens fornuftsmæssige overvejelser, at forestillingerne kan opleves som sikker viden.
Baruch Spinoza (1632-1677)
Den hollandske filosof Spinoza var rationalist som Descartes, og fik vigtige impulser fra ham. Men han kritiserede Descartes for ikke at give et tilfredsstillende svar på, hvad den grundliggende substans er. En substans/virkelighed, der ifølge Spinoza er naturen eller Gud. Gud er alt, og alt er Gud. Menneskets legeme og sjæl er for Spinoza to attributter for det samme Det er perspektivet hvorfra vi betragter, der afgør, hvad vi ser.
For Spinoza er følelser en slags uklar erkendelse, der bør overvindes ved hjælp af modfølelser og fornuft. Hvis følelserne styrer, kan individerne ikke fungere i et fælleskab, men hvis fornuften råder, vil alle stræbe mod det gode. Med viden og erkendelse opnår mennesket glæde og frihed - selv om alt sker med nødvendighed. Først når vi anskuer helheden under evighedens synsvinkel, opnår vi den erkendelse, der gør os frie.
Godfried Wilhelm Leibniz (1646-1716)
Som Spinoza var Leibniz utilfreds med Descartes' måde at løse substansproblemet på ved hjælp af to substanser, det udstrakte og det tænkende. Leibniz konklusion var, at der var uendeligt mange substanser eller monader (enheder) som han kaldte dem. Hver monade er ifølge Leibniz en kraftenhed helt uden udstrækning, som dels bevirker forandringer, og dels gør det muligt for substansen at bevare si egen tilstand. Mennesket er at forstå som en sammensat monade, hvor en ikke-sammensat sjælemonade, vores bevidsthed, styrer den sammensatte monade - sjæl og legeme - som en enhed.
Leibniz giver Locke ret i at der ikke er noget i bevidstheden som ikke først har været i sanserne, dog med den tilføjelse - undtagen bevidstheden selv. Bevidstheden er ifølge Leibniz ikke som en tom tavle, men snarere som en marmorsten med årer (medfødte dispositioner), der kan aktiveres ved påvirkninger udefra, men altså ikke skabes af dem. Denne tankegang videreudvikles hos Kant.
Den eneste bog Leibniz fik udgivet var Teodicé angående Guds godhed, menneskets frihed og det ondes oprindelse, 1710. Med denne bog kom Leibniz til at give navn til en af 1700-tallets største debatter, den såkaldte todicé-debat (betyder retfærdiggørelse af Gud). Leibniz synspunkt var, at vi lever i den bedste af alle verdner. At der findes ondskab og synd forhindrer ikke at helheden er god, men er tværtimod en nødvendig forudsætning for det godes eksistens.
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
