Kristendom, Middelalder
Augustin
Hildegard
Thomas
William
Eckehardt
Middelalder
I løbet af middelalderen opbyggedes gradvist den kultur og det økonomisk-politiske system, der danner grundlg for det moderne Europa. En vigtig faktor i denne udvikling var kristendommens udbredelse, med den katolske kirke som den overordnede, åndelige autoritet. Men kirken stræbte også efter økonomisk og politisk magt. Et af de vigtigste politiske stridsemner i middelalderen kom til at dreje sig om, hvem der var stærkest: paven eller kejseren, biskopperne eller fyrsterne.
Middelalderens kristendom er karakteriseret ved fire trosdogmer, som ikke må drages i tvivl. Det er læren om skabelsen, forsynet, syndefaldet og Jesus Kristus som frelseren.
Aurelius Augustin (354-430)
Kristendommen opstod i den hellenistiske kultur, hvor der var mange forskellige religioner og filosofiske skoler, og flere af dem blev efterhånden mere eller mindre optaget i kristendommen. Det gælder først og fremmest nyplatonismens kosmologi og lære om sjælens udødelighed.
Den syntese af kristendom og antik filosofi, der fik størst betydning i den tidlige middelalder, dvs. tiden mellem 800- og 1100, blev skabt af Aurelius Augustin. Han blev en af de såkaldte kirkefædre, dvs. dem som i begyndelsen var med til at udforme kirkens dogmer.
Augustin kom fra en romersk provins i Nordafrika, og blev gennem en gradvis proces omvendt til kristendommen. Hvilket han har skildret i sit værk Bekendelser fra ca. 400.
For Augustin var det afgørende at forstå det, han troede på. Han mente, at troen på og kærligheden til Gud er erkendelsens forudsætning, og den øgede forståelse styrker samtidig troen og kærligheden. Hvad skabelsen angår, forestillede Augustin sig - i lighed med Platon - Gud som en håndværker. Verden er således en kopi af Guds idéer, af hans intellekt. Men Gud er ikke identisk med den skabte verden. Den er foranderlig og ufuldkommen, mens Gud er evig og uforanderlig.
Men den verden Gud har skabt, er en ordnet verden, hvor alle ting indgår i et hierarki af lavere og højere og værensformer. I Augustins udformning er det nederste trin den rent stoflige verden - de skabte ting uden liv. Derefter kommer den levende verden, der igen er opdelt i væsener uden sansning (f.eks. planter), og væsener med sansning (dyr). Af de væsener der har sansning, er de der også har tænkeevne (mennesket) højest. Men højere end mennesket er englene. Mennesket er altså placeret i midten af den skabte verden, men nærmere Gud end de andre levende væsener. De er som det hedder i Bibelen: "skabt i Guds billede".
Ifølge Augustin kan det menneske. på trods af en fri vilje, ikke gøre sig fortjent til Guds nåde - det er Gud der prædestinerer (forudbestemmer), hvem der skal frelses. Hvordan dette stemmer overens med menneskets frie vilje, er et uløst problem, og et punkt hos Augustin, som den katolske kirke ikke accepterede. Den lagde netop vægt på, at mennesket f.eks. gennem gode gerninger, kan gøre sig fortjent til nåden.
Anselm af Canterbury (ca. 1033-1109)
Romerrigets opløsning medførte, at den antikke kultur gik i glemmebogen i de første århundrede efter Augustin. Den åndelige horisont blev stort set begrænset til Bibelen og kirkefædrene. Den græske filosofi blev imidlertid holdt i live af araberne, som via deres erobringer i det sydlige Spanien, atter bragte den til europæernes kendskab.
Der blev herefter påbegyndt et stort oversættelses- og kopieringsarbejde som primært foregik i klostrene, der var middelalderens første lærdomscentre. Den specielle kombination af teologi, filosofi og latin, der udvikledes her, kaldes skolastik. Filosofien byggede især på Aristoteles logiske værker, som var de eneste, man på dette tidspunkt kendte af ham. Der blev her lagt særlig vægt på dialektik, det vil sige kunsten at argumentere og diskutere og drage logiske slutninger. Da mennesket i overensstemmelse med Augustins lære var et fornuftsvæsen, skabt i Guds billede, blev dialekt betragtet som et universalmiddel, der kunne løse ethvert problem.
Tilliden til tankens magt ser man f.eks. hos Anselm af Canterbury, der er berømt for sit forsøg på udelukkende ved hjælp af logik at bevise Guds eksistens. Selv om Anselm ligesom Augustin siger, at han tror for at forstå, så søger han et bevis, som er uafhængigt af troen, for at kunne overbevise ikke-kristne.
Anselms argument er, at den, der hævder, at der ikke findes nogen Gud, ikke har gjort sig klart, hvad han taler om. Nemlig, at der findes et højeste og mest fuldkomment væsen. Argumentationen hviler på, at det der findes i virkeligheden, er mere fuldkomment end det, der kun eksisterer i menneskets tanke. Et absolut fuldkomment væsen kan ikke mangle noget, og derfor kan det ikke kun eksistere i den menneskelige tanke. Og da Guds eksistens ikke er utænkelig, må Gud eksistere.
Forudsætningen for Anselms gudsbevis er, at Gud har skabt mennesket således, at det er i stand til at erkende hans skaberværk. Der må være overensstemmelse mellem den menneskelige erkendelse og virkeligheden.
Hildegard af Bingen (ca. 1098-1179)
Hildegard blev født i 1098 i Rhinlandet som det 10. barn i en adelsfamilie, og i overensstemmelse med traditionen blev hun overdraget til Kirken som 8-årig. Hun blev derefter benediktinernonne som 15-årig og senere medstifter af nye klosterfællesskaber i området omkring Bingen.
Hildegard fik gennem hele sit liv visioner, og opfattede sig selv som Guds talerør, med den opgave at reformere Kirken. I 1147 godkendte paven hendes visioner som ægte guddommelige åbenbaringer, og hun blev pålagt at udbrede, hvad Gud lod hende se og høre, og hun fik ry som en kristen profet ud over hele Europa, hvor hun rådgav konger og kirken. Hildegards skrifter rummer både åbenbaringer og nøgterne iagttagelser, hvor hun skildrer skabelsen og naturen i poetisk form, men samtidig viser et stort kendskab til 1100-tallets nye naturvidenskab. Ud over teologiske værker skrev hun også digte, som hun komponerede musik til.
Hildegard repræsenterer en kristen helhedstænkning, som sammentænker det åndelige og det fysiske. Menneskene er i Hildegards teologi syndere, der har brug for Guds nåde. For hende er verden dog ikke en trussel. Den er skabt, for at vi skal leve i den og tage vare om den.
Thomas Aquinas (ca. 1225-1274)
Anselms tilgang til gudsbevis blev kritiseret af Thomas Aquinas, der siger, at vi ikke har noget klart begreb om Gud, for han er ikke direkte nærværende for fornuften. Derfor kan vi heller ikke udlede hans eksistens af vores begreb om ham. Hvad Gud er, kan vi kun lære gennem erfaringen, dvs. ved at studere den verden vi kender, og herudfra slutte os til, at den må være skabt af et højeste væsen, Gud.
Thomas Aquinas opstillede fem gudsbeviser og det afgørende i hans gudsbeviser er, at vi ikke kan forklare, hvorfor verden overhovedet er til, hvis ikke vi forudsætter eksistensen af et almægtigt og alvidende væsen. At mennesket ved hjælp af sin egen erfaring og fornuft kan nå frem til gudserkendelse kalder han naturlig teologi. Men Gud har gennem Bibelen åbenbaret en række sandheder for mennesket - åbenbaret teologi, og da mennesket i modsætning til Gud ikke er fuldkomment, kan det tage fejl, og derfor står de åbenbarede sandheder over de naturlige. Altså står teologien over filosofien.
Thomas Aquinas var en begejstret tilhænger af Aristoteles, og det lykkedes ham at få udformet et kompromis mellem Aristoteles og den kristne lære, som var acceptabelt for kirken. Thomas går ud fra, at Gud har skabt verden således, at alting hver på sin måde stræber efter Gud. Da Gud er den mest fuldendte form for væren, stræber alle ting efter at virkeliggøre deres specielle værensmuligheder. Og da Gud er god, kan Thomas med Aristoteles sige, at "alting stræber efter det gode".
Men det er ikke nok at ville det gode. Den gode handling må både have de rigtige konsekvenser og udspringe af kærlighed. Det er således bedre at handle godt med glæde en med sammenbidte tænder, og nok så mange gode gerninger er ikke rigtigt gode, hvis de ikke samtidigt realiserer menneskets behov og muligheder.
Thomas Aquinas slår også fast, at det er statens formål at fungere som naturens forlængede arm. Staten skal skabe betingelserne for, at alle menneskets naturlige anlæg kommer til bedst mulig udfoldelse. Statens love må derfor så vidt muligt være i overensstemmelse med den naturlige lov, f.eks. at goderne fordeles ligeligt, og at man har mulighed for at tjene sit daglige brød. Og hvis staten ikke opfylder sin opgave, har borgerne ret til civil ulydighed, hævder Thomas.
Det jordiske liv er altså statens domæne, men da menneskets egentlige bestemmelse er Paradiset, hvor afgørelsen ligger hos Kirken, er den på dette område overordnet staten. Stat og Kirke har således i en vis forstand hver sit område.
William fra Ockham (ca. 1280-1348)
Augustin og Thomas Aquinas gik, som det var almindeligt i middelalderen, ud fra at Gud var det højeste intelligensvæsen, og havde skabt en fornuftig, hierarkisk verdensorden. Dette blev der i løbet af 1300-tallet sat spørgsmålstegn ved, bl.a. af englænderen William fra Ockham.
Ifølge William var det ikke intellektet, men viljen, der var Guds væsentligste egenskab. Når man siger, at Gud er almægtig, betyder det ikke andet end at Gud er fri til at gøre, hvad han vil. Gud vælger ikke det gode, fordi det er godt; det gode er godt, fordi Gud vil det.
Det betyder at tro og viden bliver to helt adskilte områder. Det betyder at naturen og verden er blevet "frigjort" som et selvstændigt område for udforskning. Vi er henvist til at iagttage, beskrive og klassificere det, vi umiddelbart ser, og herudfra danne hypoteser om deres mulige sammenhænge og årsager. De forskellige begreber vi opererer med er alle skabt af den menneskelige bevidsthed.
William fra Ockham var i øvrigt en af de første, der talte om det, der i moderne sprogfilosofi kaldes metasprog, dvs. at sproget ikke blot 'handler' om verden, men også om sig selv. Ordene har ingen betydning i sig selv, det får de først i kraft af de sætninger, de indgår i.
Mester Eckehart (ca. 1260-ca. 1329)
Mystik, der kommer af det græske ord for en "indviet", mystes er ikke kun et kristent fænomen, men findes i alle kulturer. Mystikken kan antage mange forskellige former, og kan anvise mange forskellige veje. Men fælles for al mystik er oplevelsen af noget, der overstiger det hverdagsagtige og velkendte. I den kristne mystik er det naturligvis oplevelsen af Guds direkte nærvær og forvandlingen af den troende, der er det afgørende.
En af de mest interessante mystikere i senmiddelalderen er tyskeren Mester Eckehart, der hævdede, at de forestillinger og begreber man havde gået ud fra i middelalderen, kun havde ført mennesket væk fra Gud. I stedet skulle man give afkald på enhver forestilling eller tanke, ikke blot om Gud, men også om sig selv. Først når sjælen er blevet tømt for indhold, er den modtagelig for det guddommelige. Eckehart taler om en "åndelig fattigdom", som kendetegner det menneske, der "intet vil, intet ved og intet ønsker". Først når vi har glemt hvem vi er og hvad vi vil, kan underet ske, og det guddommelige kan vise sig i de mindste ting, i det mest hverdagsagtige.
Fælles for Eckehart og William fra Ockham er en generel skepsis over for kirkens 'autoriserede' tænkemåde, der samtidig er en afspejling af de ændringer, der var på vej i samfundslivet, hvor nye produktionsmåder og international handel afløste nogle af de gamle håndværk.
Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007
