Oldtid, Antik

Thales
Heraklit
Platon
Aristoteles
Epikur

De Første Filosoffer

"Al filosofi begynder med undren", sagde allerede oldtiden grækere. Men det er først, når der sker nogle afgørende forandringer i ens verden, at man kastes ud i en søgen efter en mening med, eller et mønster i, hvorfor forandringerne overhovedet kunne finde sted.

Da den europæiske filosofi opstod i det græske område i 500-tallet fvt., var det netop i en periode med store og afgørende forandringer i samfundet. Ny grupper af økonomisk stærke borgere, der havde tjent formuer ved søfart, handel og håndværksmæssig produktion havde andre erfaringer og værdier end den gamle landbrugsadel og krævede at få del i den politiske mag, som adelen hidtil havde haft monopol på.

Grækerne udviste en forbavsende kreativitet i denne situation, hvilket resulterede i fuldstændige nyskabelser på næsten alle områder: politik, kunst, naturvidenskab, matematik og filosofi, og lagde dermed grunden under al senere europæisk kultur.

Centrum for de første faser i denne udvikling var de store handels- og havnebyer på Lilleasiens vestkyst. Her endte karavanevejene fra Asien, og varer udveksledes i en trekanthandel mellem Asien, Europa og Egypten. Vidt forskellige traditioner mødtes og påvirkede hinanden og der opstod en pengeøkonomi ved siden af den gamle naturalieøkonomi. Her var rig anledning til at undre sig.

Det var her man for første gang for alvor stillede sig det spørgsmål, som al senere filosofi er udsprunget af af: hvad er det værende i grunden? Eller mere mundret: hvad er virkelighedens grundlæggende beskaffenhed. Der måtte jo være noget, der virkeligt var, noget der lå til grund for den konstaterede foranderlighed og mangfoldighed.

Thales (ca. 625-ca. 547 fvt.)

Thales er den ældste filosof vi kender ved navn. Han er anerkendt som værende den første til at bryde med den hidtidige mytiske verdensopfattelse ved at forklare naturlige fænomener ved hjælp af teorier og hypoteser, en forløber til den moderne videnskab. Thales søgte at forklare naturen som udspringende af ét urstof eller princip. Thales mente at vand var det grundliggende stof (arché). Når Thales mente, at "altings arché er vand", kan det bl.a. hænge sammen med, at vand er det stof, vi fra vores umiddelbare erfaring kender i alle tre tilstandsformer: fast, flydende og luftformig. Vandets egentlige væsen må altså være noget skjult, som danner enheden i dets forskellige fremtrædelsesformer. Endvidere er vand en betingelse for liv, og det indgår som en mindre eller større fugtighed i næsten alt. Thales leverede også bidrag til astronomien og matematikken.

Andre bud på, hvad arché er har vi fra Anaximander (ca. 610-ca. 545 fvt.) som opererede med et metafysisk, uendeligt og udifferentieret, "stof", mens Anaximenes (ca. 585-ca.525 fvt.) mente, at luft var det grundliggende stof.

Tekstmaterialet om/fra filosoffer før Platon er imidlertidig meget sparsomt. Det er ofte fragmentarisk og ujævnt, så det undertiden fremtræder temmelig dunkelt, hvad de har ment. Vi kender ofte kun slutningen af en formentligt længere tankerække, der så f.eks. er mundet ud i "alt er …". Vi har kun konklusionen, mens overvejelserne bag er ukendte.

Det er blevet sagt, at med disse såkaldte joniske naturfilosoffer fra Milet tog menneskeheden for første gang det store og afgørende skridt fra mythos til logos. Altså fra myten som en hellig fortælling, der fortalte om gudernes indretning af verdensordenen til en fortælling byggende på fornuft og argumenter og logisk tænkning. Denne bevægelse fra mythos til logos betød dog ikke, at man på én gang opgav al religion og erstattede den med filosofi og videnskab. Religion skulle fortsat spille en central rolle i verdenopfattelsen i flere århundrede frem.

Pythagoras (ca. 570-ca. 500 fvt.)

Pythagoras blev født på den joniske ø Samos, men udvandrede til det græsk koloniserede Syditalien, hvor han grundlagde en religioøs-filosofisk bevægelse, der øvede indflydelse i adskillige århundreder fremover.

Pythagoras' afgørende opdagelse var den påfaldende sammenhæng mellem fysiske fænomener og abstrakte talforhold, som f.eks. i musikken. Pythagoræerne mente derfor, at det var tallene og deres indbyrdes relationer, der var den hemmelighedsfulde enhed i det værendes mangfoldighed.

Forståelsen af matematikken som filosofisk grunddisciplin blev overtaget af Platon (427-347 fvt.) og kom til at spille en afgørende rolle i europæisk filosofi og naturvidenskab.

Heraklit (ca. 545- fvt.)

Heraklit fra Efesos er kendt for at udtrykke sig i åbne udsagn, der giver grundlag for varierende fortolkninger. Det er dog et gennemgående træk, at han fremhævede det værendes karakter af modsætningsfyldt mangfoldighed i stadig bevægelse og forandring, samtidig med, at der er en bestandighed på et højere niveau.

En af de mest berømte formuleringer af Haraklits tankegang er: "Det er ikke muligt at gå to gange ud i den samme flod." Intet består identisk med sig selv, men er i bevægelse og under forandring. "Vi er og er ikke", som Heraklit siger.

Også ilden er en tilbagevendende metafor for dette hos Heraklit: Ilden er aldrig i ro, og i forbrændingen omsættes stof uafbrudt. Alligevel er det den samme ild der brænder.

Parmenides (ca. 515- fvt.)

Efter at de joniske handelsbyer på Lilleasiens vestkyst i løbet af 500-tallet fvt. kom under persisk herredømme var disse byers glansperiode forbi. Herefter blev det først det græske koloniområde i syditalien og senere Athen, der blev kulturelt førende.

Med Parmenides fra Elea i Syditalien skete der også en ny og afgørende kursændring i den græske filosofi. I stedet for at opstille teorier om, hvad det værende kunne være, begyndte Parmenides at analysere selve indholdet i begrebet væren: Hvilken mening har det, når man siger at noget er?

Parmenides slår fast at det kun giver mening at sige, at "det værende er". Og dermed afvises tidligere filosoffers forsøg på at finde det værende i forandringer, for det vil jo sige, at det værende er snart ét og snart noget andet. Det værende kan ikke både 'være' og 'ikke være'. Derfor mener han, at det værende er evigt og uforanderligt. Og når intet kan blive til eksisterer forandring og bevægelse overhovedet ikke. Det der er, er, og det der ikke er, er ikke. Parmenides afskaffede således enhver forestilling om dynamik og udvikling.

Parmenides og Heraklit,
Udsnit af Skolen i Athen af Rafael, Vatikanet ∣ CC

Zenon (ca. 495-ca. 445 fvt.)

Også i samtiden blev Parmenides' påstand mødt med modstand. Men en af dem der forsvarede ham var hans elev Zenon. Best kendt er et af hans opstillede paradokser vedrørende bevægelsens absurditet - kapløbet mellem den fodrappe Achilleus og skildpadden. Her viser han at selv om Achilleus hele tiden vil vinde ind på skildpadden, vil han aldrig overhale den. Eller sagt på en anden måde: bevægelse eksisterer ikke.

Demokrit (ca. 460-ca. 371 fvt.)

Demokrit mente ligesom Parmenides havde hævdet, at det værende var evigt, uforanderligt og udeleligt (atomos), men at der foruden dette værende i form af atomer var et tomrum, som de bevægede sigt i. Atomerne kunne da indgå i forskellige kombinationer med hinanden, hvorved den uendelige mangfoldighed af 'ting' opstod. Når tingene forandrede sig eller gik til grunde, skyldtes det, at den atomsammensætning, de bestod af, ændrede sig eller gik i opløsning.

Periodens Filosoffer bygger på Keld B. Jessen (red), Filosofi. Fra antikken til vor tid, Systime 2007